En del af grænsen mellem Spanien og Portugal følger en flod, der på dele af sit løb ligger i en dyb kløft. Vi kørte fra Zamora til en bro på en dæmning over denne flod, dels for at opleve et land og dets sprog mere, og dels fordi der lokalt lige her er en bådtur op ad floden, hvor man kan se syv forskellige ørnearter, samt en masse andre dyr.

I grove træk er Parador Zamoras historie denne: En enke med masser af penge på lommen trænger til lidt space; køber en hel by og al den omkringliggende jord. Så bygger hun sig et palæ til sig selv, og dette palæ går i arv i et eller andet antal generationer i denne (heldige) familie.

Zamora ligger på en af de store pilgrimsruter;. Byen har 24 kirker og en enorm katedral. Alle kirkerne er fra samme periode, kan man se på byggestilen - og på en eller anden måde, fatter jeg det bare ikke. Hvad tænker de på? Hvem bygger SÅ mange kirker på så lidt plads? 

Lige nu bor vi på Parador Zamora, det er et gammelt slot bygget om til statsligt og stateligt hotel. Vi er ret trætte allesammen, og vi er også lidt trætte af at bo i byer. Vi savner naturoplevelserne, byer bliver ofte for stenet ferie: Restaurenter, shopping, gamle bygninger. Ikke lige i skabet for os, sådan set.

Der er storkereder på alle gamle bygninger, som er høje. Kirketårne og andre ruinagtige bygningsrester som rager højt op. Om aftenen, netop som solen synker, vender alle storkene tilbage til byen efter at de antagelig har jaget hele dagen.

Lige syd for slottet ligger en gammel arena, der måske, måske ikke, stadig er i brug. På en mark i forbindelse med arenaen stod faktisk en hel flok flotte tyre. Imponerende dyr, ekstremt store boller – undskyld, jeg benævner det; men det er faktisk ekstremt.

Forskellen på at bo i Zahara de los atunas i en uge og på slottet nord for Sevilla i et døgn, er så kolossal, at man skulle tro der var tale om forskellige lande, kulturer, sprog, personligheder. I Zahara gik alting uendelig langsomt; der var knapt energi til at udtale konsonanter.

Er totalt udmattet: I går: Afrika (dagstur til Tangier), i forgårds hvaler (dagstur til Tarifa + bådtur), i dag bilpakning, udtjekning af superstenet sted. Det er så jeg har svært ved at se, og alting sejler. Hvor skønt at bruge sine dage helt op; ingen fråds og spild af god tid her.

'Hvis man ikke har det godt i en kø, hvor skulle man ellers have det godt' siger min superoptimist-mand, og har ret. Man mærker sin grundstemning, og om man kan finde ud af at få livet til at fungere. Ja, bevares: Det var varmt og død-kedeligt, men vi havde masser af vand, alle hyggede sig faktisk, der var god stemning i bilen og vi var glade.

At besøge Tangier var lidt ligesom at komme tilbage til Tyrkiet, hvor jeg rejste rundt i nogle uger som teenager sammen med to af mine forældre og tre af mine søskende. Det var overvældende, nærmest lammende.