Oplev en dag i San Vincente de la Barquera, hvor en familie navigerer gennem turistfælder, skuffelser og små glæder.

Da vi var blevet lidt trætte og det begyndte at være en anelse surt, bad jeg den gode Gud om, at vi kunne - og jeg citerer - "lige finde et sted, hvor vi bare kan have det lidt rart". Og så gik vi om et hjørne...

En uventet rejseoplevelse på vej mod Bilbao: Fra en øde hotel-parkering med en kirkegård af maskiner til en aften fuld af latter og familiehygge i Spaniens gader.

'Hvad gør I med kræsne børn?' spurgte en veninde, just inden vi rejste på vores 90 dage i Europa. 'Giver dem noget, de kan lide' svarede min mand. Men senere sagde han, at jeg skulle skrive noget om det på bloggen, for selvom det er simpelt, er det naturligvis også vældig kompliceret.

Bilen på billedet er Tove, som vi drømte om, men som vi ikke købte. Jesper har skrevet en lille artikel om vores "aftener i Paris" som vi kaldte det at gå til Teoriundervisning sammen og om købet af den bil vi endte med at tage på 100 dages roadtrip!

I byen, hvor de fleste mennesker åbenlyst stirrer på mig, ser jeg mig selv klart. Egentlig på den gode måde. I Miranda do Douro, stirrer folk på mig. Allerede fra vi ankom, oplevede jeg denne stirren helt tydeligt.

Om børn der har fået sukker nok. Det er min erfaring, at det virker at give slip. Lige nu er jeg på 90 dages rejse rundt i Europa og har den samme ferie-regel som altid: På varme ferier siger vi at 'Is er en Børne-menneske-rettighed'.

Byen er fuld af butikker, hvad der jo er normalt - men her er det mærkeligt: Her er møbelforretninger, med virkelig funky møbler i god kvalitet; tjekkede og godt designet, lækre og af gode materialer. Man får lyst til at købe en trailer. Dernæst er der butikker med håndklæder, sengetøj, nattøj, strømper og sengetæpper.

I dag har jeg lært nogle lektier, jeg troede jeg havde lært for længe siden - igen. Livet er det, der sker. Jeg er altid det rigtige sted, fordi det er der, jeg er. Less is more. Flyt dig fra den negative energi. Alt klarlagt er lys. Der er altid en gave.

Dette er den første artikel i en serie om, hvad der skete, da vi gav slip på sukkerforbuddet - så meget, som vi autentisk kunne. Om tankerne der ligger bag, overvejelserne og kvababbelserne (et ord, jeg vist aldrig har skrevet før), og om de nye perspektiver der åbner sig i kølvandet på denne beslutning.