Jeg er usikker på, hvorfor jeg fortsætter med at skrive disse små historier om vores rejser. Nogle dage føles det som en unødvendig byrde. At offentliggøre dem på sociale medier gør det værre.

Alle de små ting. De små ting, der faktisk er store. Vores dag var fyldt med små ting. Hele dagen langt og meget langt ind i den sene aften. Sådan går det nogle gange. Eventyret kan være stilheden.

Denne gang havde vi en plan! Ingen høj musik, ingen store folkemængder. Vi gik ud for at se Gentfest, men fokus var at finde gadekunstnere, gademusikanter, noget mad, og bare nyde at hænge ud.

En smuk dag, en af dem hvor man tror, man går efter én ting, men eventyret består af alle de andre ting. Som det så ofte sker.

Marjan er søster til en ven, vi har i El Vendrell, hvor vi har tilbragt så meget tid med vores bus og Mon La Bassa gennem årene. Hun har altid sagt: "Bare kom forbi, hvis du nogensinde er i Belgien" - og sidste år tog vi hende på ordet. Og i år - inviterede vi os selv :)

Når man bor i en van så er vejret vigtigt - og regnen definerede igen dagsordenen: Regnen stod ned, så vi kunne ligeså godt køre mod Gent i Belgien. Og så opdagede vi også at vi var en dag bagud. Vi troede, at det var onsdag, når det i virkeligheden var torsdag, Så vi havde pludselig travlt med at nå Gentfesten.

Vi besøgte videnskabsmuseet Universum i Bremen. Det er virkelig et fantastisk sted, men der var én lille ulempe - manglen på ilt! Ville de ikke være så venlige at åbne et vindue?!

Kernen i vores nomadiske livsstil er at bevæge sig videre. Ofte, når vi tager et sted hen, føler vi, at den tildelte tid til stedet og menneskene er for begrænset: Vi har lyst til at blive i månedsvis. Vi siger det igen og igen: Vi kunne blive her i en måned! Eller to! Jeg undrer mig over, hvornår vi vil lære at have fuld tillid til processen.

Vores børn er ikke afhængige af et socialt miljø præget af: A) mangel på tillid til voksne (fordi de altid har en dagsorden og ikke stoler på dig) B) for mange andre børn, du er tvunget til at tilbringe HVER DAG med i op til NI timer.

Synkronicitetsbegrebet har altid været en fest i mit hovede. Præcis som Janet sagde dagen før: “Everything matters!” At være opmærksom på synkronicitet gør det langt lettere at blive i det, jeg kalder LivsFlow og således bevæge mig gennem livet nærmest uden modstand i en oplevelse af at alting udfolder sig perfekt.