Elsker den dreng, for han får mig rigtig tit til at tænke på alt det man glemmer at nyde. Må vi alle huske at hoppe i vandpytter, og indrømmet, jeg er 37 og tager meget gerne en tur gennem en kæmpe vandpyt på cykel stadig. Det er så fedt, når man løfter benenene og vandet spøjter omkring en.

Middelhavs-middagshøjde-blå skriver Dan T som sagt i digtet Engle. Mand, det var smukt. Havet havde samme farve som min søns øjne, himlen som min bror. Lyset var fantastisk, klippen stor og tilgængelig med sti og trapper og sikkerhedstorvværk, der gjorde det ufarligt med ungerne. Og oh. Hvilken udsigt

Planen er at spise morgenmad, pakke bil, hænge lidt ud på havnen, og så sætte speederen og retning mod syd ad den motorvej, de praktisk nok har hele vejen langs middelhavet her. Men hvem ved hvad der i virkeligheden sker?

Der er nok ikke noget rigtig simpelt ved det at være levende, og det er nok også tæt på umuligt at leve det enkle, ukomplicerede liv, når man har fire unger. Og så hjælper det bare ikke at være mig, jeg er ikke særlig organiseret, systematisk, tjekket.

Der helt sikkert mange mennesker, der er mere velorganiserede, end mig. Nok de fleste. Eller også handler det om, at jeg ikke kan holde ud at gøre det samme hele tiden, har brug for at prøve noget nyt af, gøre noget andet, end jeg plejer - meget ofte

Det føles som et sår i hovedbunden, jeg tænker hele tiden frustreret på det, følte mig totalt som en fiasko, brændte sammen inde i hovedet på den der ægte kemo-maner, hvor det summer og snurrer og jeg emotionelt bare drøner nedad, så det til sidst føles som om jeg næsten ikke kan gå. Det er latterligt. Det er jo ligegyldigt. Har bare købt mad. Til min familie. Det må man jo godt. Og vi skal jo nok også spise det.

Disse enorme bjerge sætter tingene i perspektiv i sig selv, og at gå så nær dem, i så lille en sprække gav mig oplevelsen af at være ... meget glad for at have en familie, nogen at høre sammen med, nogen jeg ved er der, rundt om det næste hjørne.

Jesper og jeg har aftalt at lave drømmebog. Vi er altid utrolig gode til at tale om livet, eksistensen og hvad de er, vi gerne vil og hvordan vi kommer derhen, når vi er på ferie. Også denne gang.

Jeg ville ønske der var stille inde i mit hovede. Men det er der bare ikke. Jeg gør mig alle mulige tanker og småbekymringer hele tiden. Rejsen her er egentlig et forsøg på at lære det.

Endelig vågnede vi til blå himmel. Og Oh! 'middelhavs middagshøjde blå' som Dan T skriver i digtet Engle. Hvilken lettelse. Og hvilken energi der kom ud af det